Om Fædra: ” Øjnene lyner og fyldes af fortvivlelsens tårer, mens desperationen lyser ud af hende. Marina Bouras er fuldstændig mesterlig i titelrollen og spiller med en lidenskabelig uforfængelighed, der tager pusten fra os. Hendes spinkle og benede krop vrider sig i jalousi, anger og dirrende hævntørst fra ende til anden. Hun lader Fædra gennemsyre hele sit korpus, så vi kan mærke det vilde følelsespænd, hun gennemgår, helt ind i knoglerne. Hvert et skrig og hver en kærlighedserklæring mejsler sig fast. Bouras er Fædra.”

Om Fædra: ”Marina Bouras er som skabt til rollen. Spændt som en fjeder i den spinkle krop. Rækkende ud efter den eftertragtede, vridende sig rundt efter afvisningen, skrigende efter hævn, hvislende sin monstrøse skam ud. Falsk mod Theseus, men i afslutningen tro mod sit begær. Atter mejslet som billedet på statuarisk smerte.”

Om Fædra: “…en storspillende Marina Bouras. Lydefrit veksler hun mellem den snu og beregnende dronningemoder, der lyver og smeder rænker, og den afmægtigt vanvidsforelskede, som brænder op af uforløst længsel og bitter skinsyge. En naturkraft af selvdestruktion. Generøst bruger hun hele sin spinkle statur som billede på de skiftende sindsbevægelser, begæret, den monumentale jalousi, hævntørsten og skammen, der gennemsitrer hver en fiber af den martrede kvindes krop.”

Om Zinkdrengene: “Med stenansigt og døde øjne blev hun urbillede på krigens gru som moderen, hvis søn var faldet i Afghanistan. Hendes hænder skrabede ned over kinderne, som om hun forsøgte at skrælle sorgen af sig. Den traumatiserede krop sitrede desperat og udpint. Utrøsteligt og uforglemmeligt.”

Om Fædra: “Marina Bouras er fabelagtig i den tragiske hovedrolle i Fædra på Husets Teater. Hun har en udstråling som et genfærd: uhyggelig, hudløs, sitrende – og helt uden for rækkevidde.”